Hej alle
Vi har netop lanceret managerspillet til kvindernes EM i Håndbold 2020. Som de fleste nok ved, så har Håndbold EM været presset af Corona - konkret med nedlukning af Nordjylland hvor en del af turneringen skulle foregå, og senest hvor Norge har trukket sig som værtsland.
Pga. den store usikkerhed omkring turneringen, muligheden for nye nedlukningstiltag og generel risiko for uregelmæssigheder og/eller aflysninger, har vi valgt at lancere et lidt anderledes managerspil til kvindernes EM i håndbold.
Først og fremmest er det gratis at deltage for alle. Dvs. alle hold har ubegrænset mulighed for udskiftninger og deltager om præmierne. Man skal dog fortsat være 18 år for at deltage og der må maksimalt oprettes ét hold pr. bruger.
I selve managerspillet vil I også se en simplificeret prissætning af spillerne. De fleste spillere har samme basispris, nemlig 6,5 mio., mens de største stjerner - dem vi formoder kan indtjene størst vækst - starter med en pris på 9,0 mio. Dvs. i runde 1 har man kun råd til én 'stjerne', men allerede fra runde 2 vil mange have råd til to spillere fra det dyre prislag, og i løbet af turneringen kan man få råd til flere og flere.
Målvogtere er ændret fra at kunne købes som individuelle spillere til at være en generisk nationsmålvogter, som modtager vækst baseret på holdets samlede målvogterpræstationer i kampen. Man risikerer således ikke at købe en målvogter, som sidder på bænken i hele kampen.
Der er én runde per spilledag - 14 runder i alt - og derfor er det vigtigt at sørge for at skifte ud, så man har aktive spillere til hver runde. Transfergebyret er således også sat ned til 0,5 %.
Alle spillere fra holdenes bruttotrupper er aktiveret og kan købes. Man skal derfor være ekstra opmærksom på, hvilke spillere der faktisk deltager i turneringen. Til gengæld vil spillere der bliver skiftet ind i løbet af turneringen straks være tilgængelige.
Til sidst så er pointsystemet også gjort lidt mere simpelt. Brændt straffe, brændt kontraangreb og minus for gult kort udgår. For målvogtere udgår bonus for strafferedning. Desuden er der ændret på flere af værdierne i et forsøg på at opnå et balanceret pointsystem. Vi har bl.a. nedtonet vægten af assists, som ofte viser sig at blive givet lidt tilfældigt i håndbold. Vækst for vundet, uafgjort og tabt kamp er ligeledes skruet ned, så spillerne i højere grad belønnes for egne præstationer, og så der er større incitament til at vælge produktive spillere fra formodet svagere hold.
Vi lancerer dette "letvægts" håndbold-managerspil, fordi vi stadig gerne vil være med til at gøre det sjovere at se håndbold i december. Med den megen usikkerhed omkring afvikling af slutrunden, havde alternativet været ikke at lave et spil til EM, men det ville også være ærgerligt.
Mvh. Christian